I BoneZone mødes den karismatiske folkesanger og verdensmester i bones, skotten Yirdy Machar, med 4 dygtige danske musikere i et festligt og forrygende orkester som henter sit repertoire i traditionel musik fra de britiske øer.

Der er lagt i kakkelovnen til en fest når bandet giver den gas på bones, banjo, violin, kontrabas og guitar, krydret ind i mellem med gamle skotske og irske sange.

Bandet BoneZone er opstået ved jam-sessions rundt omkring på danske musik festivaler, hvor medlemmerne har spillet sammen på kryds og tværs. Det har resulteret i et tæt samarbejde hvor energien og det gode swing hele tiden er i højsædet, bandet udgav i August 2007 deres debut-cd ”In Session” på årets Tønder Festival.

Banjospilleren Jonas Fromseier bor i den irske musiks højborg Galway på Irlands vestkyst, hvor han spiller irsk musik på fuld tid. Jonas har også indspillet med det dansk/irske band Trad Lads. Christopher Davis Maack på violin har bl.a. studeret musik i Irland, og er også kendt fra bands som Moving Cloud og ZAR. Steffan Søgaard Sørensen og Rasmus Zeeberg spiller også begge i ZAR og Paddy Doyles, samt mange andre bands på den danske folk-scene.

Med BoneZone er man i godt selskab.

BoneZone er:
Yirdy Machar: bones, sang.
Jonas Fromseier Mortensen: banjo.
Christopher Davis Maack: violin.
Steffan Søgaard Sørensen: bas og klaver.
Rasmus Zeeberg: guitar og mandolin.